31.5.05

iPædagogik

Ihærdige Banafsaji-læsere er sikkert ikke i tvivl om, hvor højt jeg elsker min iPod. I starten havde jeg en næsten forsigtig flirt kørende med den, men vores forhold bærer nu mere og mere præg af et egentligt arbejdsfællesskab. Teamsamarbejde hedder det vist. Jeg har nemlig opdaget, hvor genialt det er at have iPod'en med i klasseværelset. Her bruger jeg den som diktafon og optager mine kursisters mundtlige fremlæggelser. Så kan jeg senere lytte optagelserne igennem og få styr på udtaleproblemer osv. i ro og mag. Omvendt kan jeg også selv optage lytteøvelser, indtale kursistreferater, udtaleøvelser og lignende, som jeg senere konverterer til mp3 og sender afsted pr. e-mail. Det er bare et genialt værktøj, som fungerer ti gange hurtigere end kassettebånd. Bevares, ikke et ondt ord om analoge optagemedier, men det her letter altså arbejdet. Ville ønske at jeg kunne udvide projektet og føre en rigtig undervisningsblog - evt. hvor klassen selv står for bloggens indhold. Ambitiøst? Måske. Indtil videre må jeg vist glemme dagdrømmene og koncentrere mig om at få kursisterne til at bestå den test, vi skal have i næste uge. Kryds lige fingre næste torsdag - både for dem og mig!

29.5.05

Nyanskaffelse




Pyha. Den midlertidige hedebølge har givet mig endnu en undskyldning for at udvide samlingen af køkkengadgets. Jeg har allerede blendet en hel del siden i går, og den kække røde Princess fungerer helt upåklageligt. I Mellemøsten blander man ofte yoghurt med isvand, mynte, salt og citron til at lave en læskende drikkeyoghurt, Laban. I Indien kaldes det Lassi og er IKKE en svømmende collie. I Tyrkiet kaldes det Ayran, men princippet er det samme. Andre krydderier kan være kardemomme, oregano eller paprika - alt efter temperament. Næste gang vil jeg prøve at blande lidt agurk i, det smager sikkert også suverænt. Skål!

27.5.05

Nabo i drag

Skal man hilse på sin nabo, når man møder ham på gaden i Århus - - - klædt ud som drag? Ærligt talt, så syntes jeg det var en lidt akavet situation, så jeg undveg og lod som ingenting - måske af ren og skær befippelse. Jeg var en lille smule rystet. Okay, en enkelt gang har jeg da vist mødt ham på trappen, hvor der sad overskydende rester af blå øjenskygge og eyeliner på øjenlåget. Hvad ved jeg, det kunne jo have noget med kunstnerisk udfoldelse, amatørteater eller noget i den stil at gøre. Jeg prøvede i hvert fald på at finde mine egne valide forklaringer på dette kuriosum. Men forleden var der ikke noget at rafle om, nederdelen sad perfekt og matchede den korte jakke. Brillerne var som taget ud af en reklame for Synoptik. Gad vide, om han/hun så har haft en stilkonsulent til at vælge et passende stel? Emnet "brillekøb" optager mig jo en del, og jeg kan da godt indrømme, at det virkelig klædte ham med sådan et friskt og feminint stel helt i rødt. Parykken var også fin, men helhedsindtrykket blev selvfølgelig forstyrret lidt af den dybe mandestemme. Hmmm. Jeg kan alligevel ikke helt skjule, at han imponerede mig lidt og faktisk så bedre ud som kvinde. Øh, var det nu pænt sagt?

23.5.05

Fremskridt

Hvor er det bare skønt at være lærer! Især når der begynder at ske noget med de lidt 'forsigtige' typer i min dejlige begynderklasse. Jeg blev næsten helt rørt i dag, da det lykkedes en af mine kvindelige kursister at læse rigtigt flot op fra vores lille skønlitterære mesterværk, En Tyv. Jeg kan ikke forklare, hvad der er sket, men hun har på det sidste fået en masse tro på sig selv og blo bå tannø (=blod på tanden). Fra næsten at have været komplet uforståelig, kaster hun sig nu ud i den ene frygtindgydende konsonantklump efter den anden. I starten lignede hun en nærmest umulig opgave, fordi det gjorde hende frustreret og ked af det, når jeg rettede på hende. Det er også drønsvært, det med hvornår man skal rette på en kursist eller lade være... Specielt når hun er den eneste med så store udtaleproblemer, at det risikerer at sætte hele sprogtilegnelsen i stå, hvis man retter hele tiden. Så i stedet har jeg valgt at fokusere på det positive og rose hende til skyerne, hver gang hun klarer et svært ord. Det lader til at have virket. Det er jo ikke for sjov, at nogen har brugt tid og kræfter på at gengive '100 Ways To Say Well Done'...

22.5.05

Champagne

...og Cava burde man efter min mening drikke oftere. Nu kan man også spise det i fast form. I dag opdagede jeg nemlig, at man også kan få is med champagnesmag hos Paradis. Det kunne jeg da ikke modstå - smagen var dejlig rund og forfriskende, sådan lidt sorbet-agtig og MEGET forbudt. Den kom næsten helt op på siden af min nuværende favorit, mint, som jeg heldigvis også først 'opdagede' for nogle måneder siden. Det er næsten umenneskeligt at placere en iskiosk, som nærmest har døgnåbent,lige ved Århus Banegård...

21.5.05

Årets koncert




Jeg er ked af at sige det (undskyld, Tori, Lou, R.E.M. og Patti), men jeg har været til årets bedste koncert. Har været lidt for overvældet til at skrive om det før nu, men sådan er det nok, når man har oplevet en levende legende. Koncerten med Antony & The Johnsons på Voxhall i onsdags var virkelig i særklasse. Jeg har nærmest ikke oplevet noget lignende før, hvad angår publikums syng-med-villighed: I hele fem minutter fik Antony os til at nynne en enkelt tone som diskret akkompagnement til den fantastiske stemme. Fem minutter er LAAANG tid, men vi var alle helt fortryllede af de meget smukke sange, den hotte og velspillende strygergruppe og stemningen i det hele taget. Det samme skete vist på Loppen. Jeg fik virkelig en klump i halsen til "Hope There Is Someone" og til den fine udgave af Leonard Cohens "The Guests". Aftenen var en forbilledlig demonstration af en rigtig entertainer, som ikke behøver at anstrenge sig for at vise nærvær. Der var en hel del morsomme og selvironiske kommentarer undervejs, som heldigvis var en god kontrast til fornemmelsen af at være i audiens. Jeg forstår bedre og bedre, at Antonys stemme og åbenlyse star quality efter sigende får stenmanden Lou Reed + kæresten til at græde: "Listening to Antony's voice is like hearing Elvis for the first time: two words and he has broken your heart: when he sings it is the most exquisite thing that you will hear in your life" (Laurie Anderson).

18.5.05

Hår(d) kost

Dagens torturinstrument: En kæmpemæssig sort pudebørste, som bliver hevet ned gennem mit filtrede, våde hår. Av. Hvorfor skal det altid gøre så ondt at være ved frisør? Her går man og følger damebladenes anbefalinger - "indefra og ud, nedefra og op", når man reder sit lange hår ud. Når man så betaler 495,- for en 'nænsom og plejende' behandling, sættes alle konventioner pludseligt ud af kraft. Hos frisøren starter man nemlig ØVERST på issen og hiver derefter børsten nedad gennem filterklumperne med rappe bevægelser. Jo hurtigere, jo bedre. Processen her minder lidt om en 5-årigs skænderi med Barbie, så hårdhændet føles det faktisk. Så skal det klippes og tørres - gerne ved hjælp af en helt rødglødende føntørrer, så man efterhånden også kan lugte, at håret er blevet stylet. Indrømmet, jeg er nok en ret ømskindet type, men det er vel også i frisørens interesse, at der er så mange hår tilbage som muligt. Eller hvad?

16.5.05

Mig og Woody




Som indledning til en større Woody Allen-kavalkade besluttede vi os for at se Manhattan i går. Jeg har set mange af hans film efterhånden og elsker specielt komedierne, som ligefrem har afværget mere end en vinterdepression for mig. Men Manhattan er jo en af Woody Allens allerbedste film, mener mange. Den er da også enormt flot lavet - især billederne af New York er jo fantastiske og minder næsten om turistbrochurer eller postkort. Gershwins 'Rhapsody In Blue' er noget nær perfekt som underlægningmusik til billederne. Manhattan bliver dog aldrig min yndlingsfilm. Personerne virker lidt for 'flade' i beskrivelserne efter min smag, eller også har jeg bare ikke forstået en bjælde. Humoren når heller ikke helt samme højder som i Annie Hall, Play It Again, Sam eller Manhattan Murder Mystery, men det er selvfølgelig heller ikke helt meningen. Spørgsmålet er, om Manhattan i virkeligheden ikke er en lidt overvurderet film, når man ser bort fra dens smukke ydre?

Macho




...hedder den vist, denne førerhund på ferie i Milano. Billedet skulle have illustreret indlægget fra i går, men Flickr var igen lidt drilsk for mig. Tankeeksperiment: Erstat muskelhunden med en papillon eller en mellemstor puddel - ikke helt samme effekt, vel?

15.5.05

Muskelhunde

Hvad er det lige med de hunde? Jeg kan altså stadigvæk ikke se den store forskel på en amstaff og en pitbull, selv om jeg har gjort meget for at blive oplyst. I aftes lød der en voldsom gøen og bjæffen fra parkeringspladsen her på kærestens ghetto-kollegium, og jeg var lige ved at tro, at der var tale om en vaskeægte Operation X-hundekamp. Det viste sig bare at være to 'pragteksemplarer', der lige skulle vises frem for vennerne og en 10-12 beundrende børneblikke. Underligt nok kom ungerne ikke hen for at klappe hundene - det hele foregik på behørlig afstand. Jeg skal altså heller ikke nyde noget, muskelhunde skræmmer mig lidt, fordi det hele handler om hundens signalværdi som 'trænet' og 'stærk'. Selvfølgelig er det også det, der er meningen, og det giver status at lufte sådan en hund. Få jer dog en chihuahua eller en papillon i stedet! Det kræver MEGET mere mandighed at gå tur med sådan en, hvis jeres machoimage skal bevares...

14.5.05

Selvtillid




Banafsaji har haft brasiliansk besøg! Lila, som har denne blog, har åbenbart været forbi siden her for at lægge jordens korteste hilsen i kommentaren under gårsdagens indlæg. En sådan interkontinental interaktion går da ikke min næse forbi, og derfor har jeg selvfølgelig også besøgt Lilas blog, hvor jeg fandt ovenstående skønne manifestation af selvtillid. Chihuahua møder Grand Danois. David mod Goliath. Specialestuderende mod vejleder - vi er mange, der i skrivende - og særligt ikke-skrivende stunder - kunne bruge en ekstra portion selvtillid. Banafsaji betyder lilla på arabisk, der er en sammenhæng i alt, og kan denne Lilas besøg mon være et spædt tegn på, at jeg alligevel skal købe den brasiliansk fremstillede folkevogn, jeg er lidt pjattet med? Nej, jeg ved jo godt, at det må være vores fælles beundring for Woody Allen, der bringer Lila forbi denne blog. Som en særlig hyldest til ham gengiver jeg her et af mine yndlings-filmcitater på den hotte brasilianske variant af portugisisk:

"Não despreze a masturbação - é fazer sexo com a pessoa que você mais ama". (Woody Allen)

13.5.05

Retstavning

Er jeg den eneste, der sommetider/somme tider har problemer med, om et ord nu skrives i et eller to ord? Her tænker jeg ikke på de indlysende eksempler som banegårdscenter eller banegårds center (fy), men f.eks. indeni og inden i. Det er ikke altid, jeg har held til at høre mig frem til den korrekte stavning. Nu har jeg sat mig for at sætte mig ind i reglerne én gang for alle. Det irriterer mig grænseløst, når jeg af og til kommer i tvivl... På det sidste synes jeg, at der har været lidt for lang betænkningstid ved tavlen, når nogle af mine dygtigste kursister har spurgt, om et ord skal sammenskrives eller ej. Det går bare slet ikke, jeg har jo mit faglige omdømme at tage hensyn til.

12.5.05

Eksamensræs

Æv, bedst som man troede at eksamensræset var ovre for evigt, dukker det nu op igen. Denne gang bare fra den anden side af katederet! Jeg har jordens sødeste klasse på sprogskolen, men nu nærmer de fæle modultests sig. Det fører masser af ekstra arbejde med sig, og der skal hele tiden undervises individuelt og 'differentieret', men efterhånden er min personlighed også ved at blive lidt splittet pga. mindst tre forskellige niveauer i klassen. Kald mig bare Sybil. Måske ender jeg med at blive mere nervøs end kursisterne, når juni måneds grønne bord nærmer sig. Nervøs var jeg også, da en fuldmægtig fra Århus Amt ringede til mig i dag og fortalte, at der var sket en usædvanlig sjælden elektronisk fejl i min ansøgning om en pædagogisk uddannelsesstilling. Det gjorde det ikke bedre, at jeg var den "første nogensinde, det var sket for". Lyder det ikke en smule kafkask? Eller har jeg set noget tilsvarende ske i en Woody Allen-film? Samtlige eksamenspapirer osv. var ganske enkelt ikke blevet vedhæftet i deres online-søgesystem, selv om jeg HAVDE modtaget en bekræftelse på, at alle bilagene var sendt afsted. Mystisk. Mister lidt tiltroen til elektroniske ansøgninger. Har brugt hele aftenen på at sende tingene ud manuelt til alle relevante gymnasier i Århus Amt. Ved ikke om det giver verdens bedste indtryk af mit organisatoriske talent, men på den anden side har jeg i det mindste gjort mig lidt bemærket ved at søge EFTER fristens udløb.

11.5.05

Briller




Hende her havde et glimrende indlæg om kunsten at købe de rigtige cowboybukser i går. For mit vedkommende er der næsten kun én ting, der er vanskeligere - nye briller! Lige bortset fra mit bøvl med at finde en brugt bil, selvfølgelig. Jeg tog alligevel mod til mig i dag og begyndte en indledende runde af brillejagten i den lokale Synoptik. Lad mig bare slå fast, at årets brillemode ikke just er for enhver. Metalstellene er tilbage igen, og de er meget store og meget firkantede. Så er der farveskalaen, som umiddelbart ser ud til at gå fra enten meget-rød eller meget-grøn til helt Buddy Holly-kulsort, alternativt hvid med grå striber. Slut med vattede halvfemser-meleringer, nu skal brillen virkelig kunne ses. Med min teint, der i hele vinterhalvåret bedst kan beskrives som 'Døden fra Lübeck', er det virkelig ikke de bedste odds. Lidt forfængelig er man vel, og jeg kan allerede nu se, at det her kommer til at tage lang tid. Stellet herover var faktisk det bedste, jeg stødte på, men jeg må lige tilbage og se nogle andre farver, før jeg slår til.

Klatten




Jeg ved godt, at jeg allerede har belastet læserne her på siden med udsigten fra en østjysk regionalbus. I går blev samme triste udsigt oven i købet suppleret med en godt gennemgnasket klat brunt tyggegummi, måske af Jenka-typen. Var simpelthen nødt til at tage et billede af det af ren og skær befippelse. Fair nok, hvis der ikke lige havde været et askebæger ved siden af - nogle gange fjerner chaufførerne dem vist af samme grund. Men det var der. Efter at have stirret på den i noget nær 10 minutter, besluttede jeg mig for at finde et andet sted at sidde. Med andre ord vandt klatten og dens tidligere ejermand over mig! Kender næsten kun én afgnasket genstand, som er mere ulækker at se på - (svensk) snus, der let og elegant bliver hevet ud inde fra dybet og placeret på en underkop. Det er edderbroderemig også noget af et syn. Brug gerne kommentarfunktionen her på Banafsaji til at få afløb for andre medborgeres passivt-aggressive adfærd...

10.5.05

Whoahh!

...så er iTunes Music Store åbnet! Meget passende valgte jeg som første downloadede sang at hente Richard Ashcrofts Money To Burn ned til musikbiblioteket. Man må sige, at det er en faretruende nem måde at få sit Visa/Dankort til at blive rødglødende på. Nemt, hurtigt og relativt billigt - 8 kr er da ikke for meget for sådan en fin sang, er det? Til Apple-haderne kan jeg allerede nu sige, at jeg HAR tjekket prisen hos Payload, og der koster samme sang 12,95. Selvfølgelig kan der være billigere hele albums der, men jeg synes bare bedre om ITMS. Har man nogensinde hørt om "Payload Originals"? Nej, vel - men det findes her: iTunes Music Store Originals!

9.5.05

Bilkøbs-fatigue

Nu er jeg efterhånden ved at være lidt udmattet af alle de biler, jeg har set og prøvekørt på det sidste. Hvorfor skriver de (=sælgerne, de onde) aldrig i annoncerne, at bilerne er ridsede i lakken, har stenslag, buler og i øvrigt mangler udbedringer for mindst 10.000 dask? Som om man ikke lige ville opdage det ved højlys dag? Hvorfor lægger de det ikke bare oven i prisen? Godt nok er jeg blond, men jeg er da ikke fuldstændig bil-debil! Slet ikke efter alle de bilannoncer, jeg har læst. Jeg savnede alligevel tyskeren i dag, men jeg mødte heldigvis nogle mekanikertyper, som kunne vikariere for ham, med gode råd om VW Polo'en.

Holland igen

Jeg har tænkt lidt over tingene på det sidste. Er indtil videre nået frem til at mit angreb på vejrimperialistiske sydlændinge i virkeligheden dækker over en ganske stor interesse for landet. Typisk, det er præcis som i folkeskolen, når nogle drenge drillede lidt for meget. Når sandheden skal frem, savner jeg jo det flade land usigeligt og må snart afsted til A'dam igen. En bøtte som den her i Netto får mig til at længes endnu mere, og det er åbenbart også tilfældet for herboende hollændere, når man læser kommentarerne på denne fine blog. Nej, det er ikke klam budding, som vi kender det, det er vla, som er en lettere type dessert med f.eks. vanillesmag. Har hamstret 2 små bøtter af Vla - vers van de Zuivelhoek allerede og håber på flere forsyninger.

8.5.05

Flickr

...hvor jeg har mine billeder på bloggen til at ligge - er nede i øjeblikket, derfor må I desværre nøjes med nogle underlige sorte firkanter indtil Flickr.com er klar igen.

Lej en tysker

...måske skulle man gøre alvor af dette uimodståelige tilbud (set hos JP). Det kunne ærligt talt være ret nyttigt med en indfødt tyskers ekspertudsagn i morgen, hvor jeg skal se på en ældre VW Polo. Min fake-mekaniker er vist også ved at være godt træt af min ubeslutsomhed mht. bilkøb, så en frisk tysker ville alt andet lige være en strategisk og god indskiftning.

www.solskin.nl




Der er nu ikke noget som lidt solskin på en doven søndag som i dag - selv om det allerede er begyndt at regne igen. Ved at google 'solskin' fandt jeg ud af, at hollænderne nu igen har været ude med deres lange koloniale fingre. Som nummer tre på listen dukker der et hollandsk badehotel op. Ganske vist har ejerne af stedet rødder i det danske, men det skuffer mig alligevel en lille smule, at der ikke findes et tilsvarende 'www.solskin.dk'. Min teori om de vejrimperialistiske sydlændinge fra det flade land viser sig efterfølgende at holde stik. Lidt længere nede på googlelisten optræder et islandsk hestestutteri, som - ja, rigtigt gættet - ligger i Holland, Stal(d) Solskin. Måske er det på tide med en nordisk modreaktion, og jeg får helt lyst til at registrere 'www.zonnenschijn.dk' bare for at være lidt på forkant med udviklingen. Desuden er Krøyer-billedet herover forsvundet - og set i lyset af dagens opdagelser kunne man fristes til at tro, at det i virkeligheden befinder sig i nogle hemmelige arkiver her.

7.5.05

Provinsliv




Denne her udsigt er efterhånden ved at drive mig til vanvid. Transport med de blå busser fra Århus Amt ER altså ikke så spændende igen, når det sker dag ud og dag ind. Derfor var jeg i Fårvang (!) i dag for at se på endnu en brugt bil. Nogen handel kom der desværre ikke ud af anstrengelserne, bilen var i ret dårlig stand og havde aflejringer, der lignede fossileret ko-lort på rattet og resten af interiøret. Tror det har været en rigtig landmandsdyt. Selve brugtbilsforhandleren var også en sand kliché, og turen til Fårvang var i det hele taget et tiltrængt feltstudie af dagliglivet i den jyske provins. Og jeg havde sandt at sige masser af tid til at suge detaljerigdommen til mig - en lang gade, en lille alt-i-en-løsning med brugs/apotek/posthus og en bager, der nød alt for godt af min kedsomhed. Faldt eksempelvis over en spændende plakat, der reklamerede for en armlægningskonkurrence på diskoteket i Fårvangs nærmeste metropol, Hammel, i næste uge. Måske var det derfor, bilsælgeren ikke var til at prutte om prisen med. Derude lægger man sikkert arm om sådan noget.

6.5.05

Trøste-shopping




Dagens tidligere nedtur med Billetlugen blev senere opvejet af en række nyindkøb. Først og fremmest måtte jeg have den nye med The Raveonettes. Anmelderne og musikveninden løj ikke, den er hamrende god. Jeg elsker bare den rå stemning og deres lyd i det hele taget. For det andet har jeg haft et lille gadgetflip hos Office Line, hvor jeg fik fat i en Griffin iTrip. Det er en smart dims, man kan bruge til at forbinde iPod'en med bilradioen - helt uden kabler. Så er den klar, til når jeg får anskaffet mig en bil. Endelig fik jeg også taget mig sammen til at hente det digitalkamera, jeg længe har sukket efter - et Canon Ixus 40. Fik igen trænet min 'nå men hvad kan du så give i kontantrabat-teknik' helt uden at rødme. Da jeg så kom hjem, gav jeg lige Billetlugen en chance mere på en lånt Windåse. Selvfølgelig var det det, der skulle til - Tori-billetten er vist nok i hus nu. Pyha.

Billetlugen.dk

...har igen svigtet en håbefuld Tori Amos-koncertgænger. Det lykkedes mig ikke engang at blive oprettet som kunde hos dem, før jeg fik følgende besked: 'an error has occurred'. Om igen. I gang med at bestille forfra, lille pause - og så det endelige dødsstød: 'you have been inactive for too long'. Sendte straks en mopset mail til deres latterlige kundeservice, som jeg selvfølgelig heller ikke har hørt fra. Spørgsmålet er, om jeg allerede nu skal til at finde en haitiansk voodoo-dukke, prikke øjne ud på billeder ELLER bare her gennem Banafsaji ønske død og ødelæggelse over det bureau en gang for alle. Hvis man har en service, der hedder e-billet, skal den altså bare virke. Lyder jeg krævende nu?

4.5.05

Koncertsnydt

Tænkte det sgu nok. Nu er Tori Amos-koncerten i Kolding aflyst. Vil aldrig stole på løse Gaffarygter om koncerter med verdensstjerner på Godset mere. På grund af overvældende interesse for at se Tori Amos i København rykkes Vega-koncerten til Falconer Salen, og der sættes ekstra billetter til salg på fredag hos verdens værste billetbureau og i Fona. DUH!!!... Som om man NOGENSINDE har kunnet få billetter dér. Behøver vi nævne farcen omkring U2? Eller R.E.M.? Jeg har næsten opgivet det slag på forhånd. Heldigvis er der Lou Reed i Musikhuset i morgen, og jeg HAR billet. Det har en betænksom veninde nemlig sørget for.