Fremskridt

Hvor er det bare skønt at være lærer! Især når der begynder at ske noget med de lidt 'forsigtige' typer i min dejlige begynderklasse. Jeg blev næsten helt rørt i dag, da det lykkedes en af mine kvindelige kursister at læse rigtigt flot op fra vores lille skønlitterære mesterværk, En Tyv. Jeg kan ikke forklare, hvad der er sket, men hun har på det sidste fået en masse tro på sig selv og blo bå tannø (=blod på tanden). Fra næsten at have været komplet uforståelig, kaster hun sig nu ud i den ene frygtindgydende konsonantklump efter den anden. I starten lignede hun en nærmest umulig opgave, fordi det gjorde hende frustreret og ked af det, når jeg rettede på hende. Det er også drønsvært, det med hvornår man skal rette på en kursist eller lade være... Specielt når hun er den eneste med så store udtaleproblemer, at det risikerer at sætte hele sprogtilegnelsen i stå, hvis man retter hele tiden. Så i stedet har jeg valgt at fokusere på det positive og rose hende til skyerne, hver gang hun klarer et svært ord. Det lader til at have virket. Det er jo ikke for sjov, at nogen har brugt tid og kræfter på at gengive '100 Ways To Say Well Done'...