Mit liv som educaster

Hold da op... jeg havde ikke lige regnet, at det ville være så tidskrævende, mit nye projekt med klassen. Bloggen har allerede udviklet sig til at være en rigtig podcast. Det tager saftsusemig lang tid at indlæse tekster, optage i GarageBand, sende ud på nettet til opbevaring og SÅ lave selve indlægget på bloggen. Det har virkelig givet mig endnu større respekt for alle de podcastere, jeg kender - hvornår holder I fri? Lige nu er det ok, for det er den perfekte kombination af arbejde og fritid, når jeg nu alligevel skriver lidt her på Banafsaji. Bloggen som ekstra medie i undervisningen er ganske enkelt genialt - jeg kan lave lytteøvelser, udgive kursistinterviews, læse tekster op osv. Et af de største ønsker fra kursisterne har været at få mere dansk, de kan lytte til hjemme. Ofte er der ikke nok lyttemateriale til begyndere, eller også er det noget så anakronistisk som et kælderklamt kassettebånd, de skal udsættes for. Hvem ejer overhovedet en båndoptager i 2006?. Jeg glæder mig som et lille barn til at se, hvad klassen har at sige om siden 'IRL' i morgen.

Danskklassen

Min pædagogiske drøm er blevet til virkelighed... Banafsaji præsenterer hermed Danmarks første klasseblog i dansk som andetsprog: Danskklassen. Til forveksling ligner udformingen min egen blog her, men jeg kan altså bare godt lide rene linjer... Jeg har fablet om blogs som undervisningsredskab helt siden maj måned, og nu er jeg altså omsider sprunget ud i det. Måske så langt ud, hvor jeg ikke kan bunde, men det vil jo snart vise sig! I hvert fald har jeg mange intentioner og idéer. F.eks. kunne det jo være smart med en podcast på klassebloggen, men jeg skal lige have tænkt det lidt mere igennem først. Intentionerne fejler intet! Alt er godt, og min entusiasme bliver bestemt ikke mindre af at læse en af kursisternes kommentar til bloggen: "Det er ligesom jeg har venner i Danmark!!!". Min dag er REDDET, for det var jo lige det, der var meningen med det hele!

Anna Pihl

Døre bliver ikke åbnet, telefoner ikke taget - og jeg er saftsuseme (næsten) ikke online, når der kommer Anna Pihl. Jeg E-L-S-K-E-R politiserier, der er intet så beroligende og terapeutisk helende som kendingsmelodien til Distrikt Hill Street. OK, jeg går heller ikke helt over gevind med en omgang Station 2 lige efter, men alligevel... Der er nu noget over de der betjente! Som de dog kan ordne uredelighederne - og sikke medmenneskeligt, det foregår i Anna Pihl. Serien her tegner så lovende, at jeg snart ikke kan huske nogen lignende spontan tv-begejstring her på Banafsaji. Jeg er ligefrem imponeret over visse af skuespilpræstationerne. Særligt skønt er det at opleve Iben Hjejle UDEN Casper Christensen - til en afveksling - og hovedrolleindehaveren er jo helt fænomenal! Fremover er mandagens bedste sendetid absolut helliget TV2s nye seriescoop.

Øvelse gør mester

... og alligevel kommer det bag på mig, at jeg er nødt til at ty til disse midler for at blive bedre til at skrive i hånden. Skråskrift har vist aldrig lige været mig, men nu vil jeg alligevel gøre et forsøg på at imitere de ret barnlige sætninger fra siden her - hvem ved, om der kan ske et mindre mirakel?

Clement Direkte

Jeg prøver virkeligt at finde et dansk talkshow, jeg kan holde af. Gang på gang tænder jeg for Clement efter at være blevet lokket med en luns kendis-lir eller en interessant aktuel gæst. I fredags var der ingen undskyldning - hele to tidligere undervisere fra Århus Universitet tonede frem på skærmen i samme program. Den ene var Drude Dahlerup, som jeg skylder stor tak for at have helet mit ja-jeg-sprang-fra-statskundskab-traume. Traumet var primært forårsaget af Bjørn Lomborg, som underviste i statistik-hadefaget Metode II. De gjorde det begge godt, altså her i programmet, og jeg følte mig meget underholdt af deres kække kommentarer. Men derudover var Beate Bille og en pige, som åbenbart er blevet kåret af FHM til at være "Årets Skattepige", på visit i Clements Letterman-agtige sofa. Jeg fattede absolut intet af interviewet eller sludderen med Beate Bille. Altså, er det helt bevidst, at alle spørgsmålene skal være så overfladiske? Og hvorfor er det lige, at vores talkshowvært nærmest overgår Det Skæve Tårn i Pisas hældningsgrad i takt med de lumre spørgsmål? Godt, Drude D. var på banen med en betryggende latter, hver gang det blev for meget! F.eks. da Clement kommenterede Beates nye malkepigelook. Var jeg den eneste, der lynhurtigt associerede til en frisk tur i høet pga. den bemærkning? Jeg blev ALDRIG klogere på, hvilke film søde Beate havde været med i. Selvfølgelig har jeg hørt hendes navn - vist nok i forbindelse med Drabet - men jeg var alligevel ikke helt sikker. Nu ved jeg - for det blev godt nok sagt mange gange - at hun er en af Berlinfestivalens Shooting Stars. Det fortjener hun også, hun håndterede Clements forudsigelige mundvand som en rigtig stjerne. Helt uden at rødme. Er det bare mig?

Fyn er fin

Som så mange andre havnebyer har Middelfart, min barndomsby, fornylig fået en havnefront. Der har man opført en kunstig kulturø med bibliotek, restaurant, biograf, turistkontor og en lille koncert/teatersal. Byggeriet lignede lidt af et skrummel, da det først blev sat i gang, men jeg er faktisk efterhånden faldet for charmen. Jeg ville have ELSKET at gå på biblioteket med Danmarks flotteste udsigt, dengang der kun var pruhheste og grillbarer at vælge imellem. I dag drager jeg derned igen for at fejre en fødselsdag i familien. Selvfølgelig har vi bestilt bord her.

Æstetisk nydelse

Nu er det min tur til at flygte væk fra Mohamedtegninger, diskussionen af ytringsfrihed, grisetryner osv. I stedet vil jeg fortælle om min seneste besættelse af fyldepenne og blæk. Ja, jeg er også blevet analog igen - så nu er det fyldepenne, notesbøger og jagten på det perfekte blæk, der optager mig mest. Forleden købte jeg en lækker Moleskine dagbog ("ze book of ze great artiste"). Nu kan jeg dokumentere alt, der måtte ske (eller rettere IKKE ske) i mit liv. Jeg er jo verdens letteste offer for markedsføring, så jeg bruger i forvejen den lille sorte notesbog i guerillakrigen mod min dårlige hukommelse. Det ser vildt godt ud, når man skriver med brunt blæk på let gulnede sider. Også selvom det bare er kruseduller. Med tiden håber jeg på et mere meningsfyldt indhold, men min håndskrift trænger voldsomt til en opgradering. Selvfølgelig har jeg undersøgt, hvad alle andre bruger deres notesbøger til, og hvad de skriver med i dem. Men pennetrangen overrumplede mig og jeg KUNNE ikke modstå den på billedet ovenfor. Det er en lækker futuristisk sag, som bliver rost til skyerne af alle fyldepennefanatikerne. Alene navnet fylder mig med købelyst (ja, undskyld): Namiki Vanishing Point, fordi man kan klikke på den som på en kuglepen og få pennespidsen til at forsvinde. Jeg har lyst til at købe blæk i alle mulige farver, f.eks. en opmuntrende grøn, som kan bruges til at rette opgaver med. Eller hvad med den røde, der kaldes Widow Maker?

Ytringsfrihed

Mon ikke de fleste efterhånden er trætte af at diskutere ytringsfrihed? I går dumpede der en kommentar ind på Banafsaji, som satte ytringsfriheden ind i et personligt relief for mig. Det handlede ikke om tegninger af den ene eller anden slags, men derimod om muskelhunde. Jeg fatter ikke, hvordan et gammelt indlæg kan få folk i blækhuset, så jeg undersøgte sagen på Google. Tænk engang, at en søgning på "muskelhunde" resulterer i mit indlæg om dem fra maj måned. På den anden side er den sure kommentar et levende bevis på to vidt forskellige synspunkter om noget så uskyldigt som firbenede væsener med pels. Men nøjagtigt ligesom Mohamedtegningerne kan siges at være ganske uskyldige for nogle, er de det absolut ikke for andre. Fremover vil jeg følge rådet i kommentaren og tage mine forholdsregler næste gang, jeg skal passere en labrador (!).

Dejligt

...er det at se, at nogen har taget initiativ til spontane demonstrationer for fred både i København og her i Århus. Det har også været opløftende at læse det her i dag - selv om ordet 'undskyld' efterhånden har fået en underlig betydning. Glæder mig også over at der skal være en demonstration i Gellerup for at vise, at man også der tager afstand fra ambassadeangrebene. Nu må vi se at komme videre, selv om vejen bliver lang og humblet...

Tak til Jyllands-Posten

I de sidste par uger har jeg gjort, hvad jeg kunne for at følge med i sagen om Mohammedtegningerne. De har mildt sagt haft store konsekvenser for min hverdag som lærer på en sprogskole. For det første har jeg fået undervisningsmateriale foræret helt gratis - næsten som dengang et endnu jomfrueligt og intakt (=ikke afbrændt) eksemplar af Dannebrog dumpede ned fra himlen. For tiden underviser jeg mine kursister i argumentation, og her var det kærkomment at kunne bruge Anders Foghs lille perle som eksempel: "Vi har den holdning til sagen, at vi ingen holdning har". Det er da klar tale! Nu ser jeg så, at han alligevel godt vil mødes med de udenlandske ambassadører, hvilket lyder positivt. Og dog. Ironisk nok er jeg nemlig en af forbløffende få danskere, hvis beskæftigelsessituation påvirkes POSITIVT af handelsboykotten i Mellemøsten. Fyrede mejeriansatte kan nemlig tilbydes forberedende voksenundervisning, hvis de samtidigt er læsesvage! Det betyder ekstra arbejde til sproglærerne. Undervisningen er gratis og finansieres af staten. I Nordjylland er de første hold allerede stablet på benene. Det vil faktisk sige, at der kunne være en ekstra indtjeningsmulighed for mig, hvis jeg ellers var interesseret... Derfor må jeg hellere med det samme takke Jyllands Posten - både for at have leveret en case i fænomenet ytringsfrihed og for at have skabt en lukrativ jobmulighed for mig, In Sha'Arla!