23.11.05

Jens vs. Jens

Er det ikke lidt pudsigt, at flere og flere politikere p.t. har deltidsjobs i underholdningsindustrien? Jeg har kun læst om Jens Rohdes (aka den onde Jens) sceneshow - og det har været nok til at holde mig langt fra at se et program som "Showtime". Tag jer sammen, DR1. Heldigvis opdagede jeg i dag, at underholdningsbranchen også er i stand til det omvendte, altså at beskæftige sig med politik. En tilfældig genudsendelse i dag af "Sådan Ligger Landet" med Jens Albinus gav mig virkelig lidt håb for fremtiden, hvad angår en mulig jobrotation mellem politikere og skuespillere. Her troede man, at man skulle høre om Emmy-uddelinger, stjernestøv og Ørnen. I stedet diskede Jens Albinus (aka den gode Jens) op med en social indignation, som jeg ikke har hørt mage til i årevis. Han talte igennem det meste af en halv time om politikernes groteske spareplaner for kontanthjælpen og den ulighed, som Danmark desværre bliver mere og mere præget af. Desuden fokuserede han på vores manglende interesse for at hjælpe de socialt udsatte medborgere. Respekt herfra for at udnytte berømmelsen på så eksemplarisk vis.