Mad og skyldfølelse

Det er altså pudsigt, så meget der bliver talt om mad på bureauet. Der går sjældent en time, uden at en eller anden begynder at fable om squashkager, burgere eller ristede hotdogs. Mindst en gang om ugen får vi øl og kage. Altså serveret sammen. En dag var det gudhjælpemig Othellolagkage og juleøl - så bliver det vist ikke mere bizart eller fusionsagtigt. Er det normalt på andre arbejdspladser, eller er det bare fordi jeg er i aktivering? Det undrer mig også en del, at alle disse sociale kalorier efterfølges af en sand bebrejdelseskult. Man er næsten nødt til - efter kagen og det lille ekstra stykke - at gøre opmærksom på, at man nu har spist ALT for meget, og at man i øvrigt vist lige må en tur i fitnesscentret på vejen hjem. Jeg forstår altså ikke helt, hvorfor man så presser hinanden til at tage et stort stykke kage! Hvis man kun tager et beskedent stykke, bliver der automatisk nærmest buh'et i kor rundt om bordet. Næh, så lad os hellere sammen føle, at vi overskred en grænse, og at vi også kollektivt må betale for alle synderne. Bebrejdelserne kommer tit fra de samme typer, som hårdnakket påstår, at Maizenas Cremefine er helt uspiselig. Det har jo intet med fløde at gøre, siges der - måske fordi produktet halverer den skyldfølelse, som ellers gavner hele fællesskabet. Jeg ville ønske, at man enten bare kunne holde kæft og nyde kagen i fulde drag ELLER acceptere, at nogle takker nej, kværner en mandarin eller vælger et fedtfattigt alternativ. Hvad skete der lige med liberalismen på det felt?