Årets koncert

Jeg er ked af at sige det (undskyld, Tori, Lou, R.E.M. og Patti), men jeg har været til årets bedste koncert. Har været lidt for overvældet til at skrive om det før nu, men sådan er det nok, når man har oplevet en levende legende. Koncerten med Antony & The Johnsons på Voxhall i onsdags var virkelig i særklasse. Jeg har nærmest ikke oplevet noget lignende før, hvad angår publikums syng-med-villighed: I hele fem minutter fik Antony os til at nynne en enkelt tone som diskret akkompagnement til den fantastiske stemme. Fem minutter er LAAANG tid, men vi var alle helt fortryllede af de meget smukke sange, den hotte og velspillende strygergruppe og stemningen i det hele taget. Det samme skete vist på Loppen. Jeg fik virkelig en klump i halsen til "Hope There Is Someone" og til den fine udgave af Leonard Cohens "The Guests". Aftenen var en forbilledlig demonstration af en rigtig entertainer, som ikke behøver at anstrenge sig for at vise nærvær. Der var en hel del morsomme og selvironiske kommentarer undervejs, som heldigvis var en god kontrast til fornemmelsen af at være i audiens. Jeg forstår bedre og bedre, at Antonys stemme og åbenlyse star quality efter sigende får stenmanden Lou Reed + kæresten til at græde: "Listening to Antony's voice is like hearing Elvis for the first time: two words and he has broken your heart: when he sings it is the most exquisite thing that you will hear in your life" (Laurie Anderson).