Æstetisk nydelse

Nu er det min tur til at flygte væk fra Mohamedtegninger, diskussionen af ytringsfrihed, grisetryner osv. I stedet vil jeg fortælle om min seneste besættelse af fyldepenne og blæk. Ja, jeg er også blevet analog igen - så nu er det fyldepenne, notesbøger og jagten på det perfekte blæk, der optager mig mest. Forleden købte jeg en lækker Moleskine dagbog ("ze book of ze great artiste"). Nu kan jeg dokumentere alt, der måtte ske (eller rettere IKKE ske) i mit liv. Jeg er jo verdens letteste offer for markedsføring, så jeg bruger i forvejen den lille sorte notesbog i guerillakrigen mod min dårlige hukommelse. Det ser vildt godt ud, når man skriver med brunt blæk på let gulnede sider. Også selvom det bare er kruseduller. Med tiden håber jeg på et mere meningsfyldt indhold, men min håndskrift trænger voldsomt til en opgradering. Selvfølgelig har jeg undersøgt, hvad alle andre bruger deres notesbøger til, og hvad de skriver med i dem. Men pennetrangen overrumplede mig og jeg KUNNE ikke modstå den på billedet ovenfor. Det er en lækker futuristisk sag, som bliver rost til skyerne af alle fyldepennefanatikerne. Alene navnet fylder mig med købelyst (ja, undskyld): Namiki Vanishing Point, fordi man kan klikke på den som på en kuglepen og få pennespidsen til at forsvinde. Jeg har lyst til at købe blæk i alle mulige farver, f.eks. en opmuntrende grøn, som kan bruges til at rette opgaver med. Eller hvad med den røde, der kaldes Widow Maker?