Familiepizza i motionscentret

Vi bliver i det kulinariske - eller rettere i det kalorinariske. I dag i motionscentret blev min viljestyrke, hvad angår pizza, lige testet en ekstra gang. Normalt lugter der bare af sved, når man bevæger sig op til Kun For Kvinder-afdelingen på første sal. Derfor måbede jeg også lige en ekstra gang, da der i dag bredte sig en usædvanlig syndig duft af pizza midt i træningslokalet, apropos gårsdagens blogindlæg. Hele 8 familiepizzaer blev båret ind lige foran crosstraineren, jeg stod og svedte på. Personalet havde simpelthen julefrokost i et af de tilstødende lokaler, og menuen stod kun på pizza. Kan man forestille sig nogen mere ondsindet handling? Jeg elsker al slags pizza, og derfor måtte jeg simpelthen forlade første sal og gå ned i det store lokale for at kunne koncentrere mig om motionen igen. Det var ligefrem en lettelse, at der stank af fysisk udfoldelse dernede, men træningen var allerede saboteret. Nøj, hvor skal jeg snart have en nummer 26 igen. Herfra. Tro mig, stedet lever op til sit navn.

Mad og skyldfølelse

Det er altså pudsigt, så meget der bliver talt om mad på bureauet. Der går sjældent en time, uden at en eller anden begynder at fable om squashkager, burgere eller ristede hotdogs. Mindst en gang om ugen får vi øl og kage. Altså serveret sammen. En dag var det gudhjælpemig Othellolagkage og juleøl - så bliver det vist ikke mere bizart eller fusionsagtigt. Er det normalt på andre arbejdspladser, eller er det bare fordi jeg er i aktivering? Det undrer mig også en del, at alle disse sociale kalorier efterfølges af en sand bebrejdelseskult. Man er næsten nødt til - efter kagen og det lille ekstra stykke - at gøre opmærksom på, at man nu har spist ALT for meget, og at man i øvrigt vist lige må en tur i fitnesscentret på vejen hjem. Jeg forstår altså ikke helt, hvorfor man så presser hinanden til at tage et stort stykke kage! Hvis man kun tager et beskedent stykke, bliver der automatisk nærmest buh'et i kor rundt om bordet. Næh, så lad os hellere sammen føle, at vi overskred en grænse, og at vi også kollektivt må betale for alle synderne. Bebrejdelserne kommer tit fra de samme typer, som hårdnakket påstår, at Maizenas Cremefine er helt uspiselig. Det har jo intet med fløde at gøre, siges der - måske fordi produktet halverer den skyldfølelse, som ellers gavner hele fællesskabet. Jeg ville ønske, at man enten bare kunne holde kæft og nyde kagen i fulde drag ELLER acceptere, at nogle takker nej, kværner en mandarin eller vælger et fedtfattigt alternativ. Hvad skete der lige med liberalismen på det felt?

Tanev's eller Tanevs...

Peter Tanev, Tina Nikolaisen og Trine Panum-Kjeldsen gør det. Den mest læste blog på TV2 gør det, og det sætter hver gang mit pis i kog. Min irritation handler selvfølgelig om apostrof-s, når det bliver brugt forkert. Effekten af dette løftede komma kan bedst sammenlignes med en løftet eller pegende gaffel ved middagsbordet - lige i min øjenhøjde. Skræmmende, ikke? En betydelig del af TV2's bloggere (her må jeg godt bruge apostrof-s, fordi TV2 ikke har forkortelsespunktum) bruger apostrof-s som ejefald i titlen på deres blogs. Nu siger jeg det som det er: Apostrof-s udtrykker ikke ejefald på dansk! Jeg ved godt, jeg lyder som en mopset skolelærerinde nu, men jeg kan sgu snart ikke klare at se flere danske sider eller butiksskilte med tegn, som ikke burde være der. Jeg indrømmer, at tegnsætning er et svært håndværk, og jeg kan da stadig blive forvirret over kommateringsreglerne. Men apostroffer - helt ærligt! I mine øjne ser det f.eks. for kikset ud, når byens indkøbscenter kalder sig "Bruun's Galleri". Døm selv og kommentér gerne...

30 minutters motion?

Det kniber gevaldigt med at tage sig sammen til at tage i motionscentret for tiden, men en rask omgang bordfodbold kan jeg lige klare - når der nu stadigvæk mangler reelle tekstopgaver på bureauet. Er det pinligt, hvis man får lidt sved på panden af bare et par kampe? Nu lyder det måske, som om jeg er typen, der lammetæver mine modstandere (a.k.a. det røde hold). Desværre forholder virkeligheden sig stik modsat. Mine forsigtige angreb virker overhovedet ikke frygtindgydende på nogen - men jeg har heller ikke gået hverken i fritidshjem eller i ungdomsklub for at få opbygget en spidskompetence. I stedet forsøger jeg at psyke mine modstandere mest muligt, men de har efterhånden gennemskuet min ynkelige taktik. Nu kan jeg se, at der er opstået en klub for Bonzinitilhængerne i byen. Jeg har næsten lyst til at møde op - der er endda en pigeturnering! På den anden side så ser klubmedlemmerne altså noget unge ud, og der er ikke noget særligt motionist eller OldGirls-hold. Spørgsmålet er, om mit niveau simpelthen er for pinligt - min alder taget i betragtning. Jeg har svært ved at ramme, men endnu sværere er det overhovedet at få sparket TIL bolden. Hvordan gør man det der med at få svirp og fart på kuglen - altså uden at spinne på håndtagene?

Af sted!

Jeps. Nu er den her. Bekræftelsen på at der er plads på dette års Apple Teacher Institute. Jeg glæder mig som et lille barn til at tage derover om et par uger. Foreløbigt har jeg sat mine krydser ved: iMovie, "working with audio/video", "modern languages & iLife" og selvfølgelig "podcasting". Muligvis bliver de tre hele kursusdage i underkanten, hvis man gerne vil lære "DET HELE". Inden det går løs, har jeg forkælet mig selv med en ganske velfortjent gave: 24 timers pampering og logi her på byens måske bedste hotel. Jeg trænger til det, hvis jeg skal vende tilbage med fornyet inspiration og nye IT-pædagogiske tiltag til resten nationen her. Ja, det er søreme noget af en educaster-odysée, vi her er ude i. Skulle nogen være i tvivl, er jeg på en kreativ MISSION, hvis point of no return for længst er indtruffet.

Banafsaji til U.K.?

Endelig skal mit pas i brug igen. Jeg skal (måske) med på Apple Teacher Institute 2006. Kurset skal foregå på Malvern College, en rigtig boarding school i Worcestershire, som jeg også har lært at udtale rigtigt: [woos-ter-shir]. OK, jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg har fået en plads endnu, men det får jeg afklaret om et par dage. Sidste år mødtes 130 lærere fra hele verden for at blive klogere på digital læring. Programmet ser spændende ud - jeg VIL simpelthen bare med. Efter nedturen i København har jeg hårdt brug for sparring og fornyet inspiration. Jeg venter spændt på den endelige deltagerbekræftelse... Skynd dig nu, Fiona!

Hvorfor?

... er der dog slet ingen, der gider 'tagge' mig om de 4 ting? Betyder det ulykke, hvis man begynder et meme selv? Jeg vil jo MEGET gerne bruge sådan et internet-kædebrev i undervisningen på vores klasseblog, Danskklassen. Nyt slogan på Banafsaji: "Gør noget godt for Danmark og for integrationen. Hjælp en sproglærer!"