24.6.05

Varme

Pyha. Begynder det ikke snart at blæse bare en lille smule? Jeg ved godt, at jeg sikkert er en af de eneste i Danmark, der ønsker lidt køligere vejr til weekenden. Til alle jer soldyrkere og varme-elskere vil jeg bare sige, at jeg MISUNDER jer, at I kan holde til det. Jeg ville også elske det, hvis jeg blev den mindste smule brun af at være ude. Det gør jeg bare ikke, jeg bliver krebserød, og derfor koger hele bærret også på mig i de her dage. Nogle gange føler jeg mig næsten handicappet af det. Det meste af min energi går til at tænke i kølende løsninger. Kolde styrtbade, isterninger, kasketter og ventilatorer. Jeg er f.eks. ved at gå i panik, hvis der ikke er en ventilator i klasseværelset, hvor jeg underviser. Især når vores klasse, lokale 10 på første sal, også går under navnet 'Helvedet', fordi der bliver megavarmt om sommeren. Samme panik opstår også, hvis jeg ikke kan finde en parkeringsplads i skyggen. Bare tanken om en 50 grader varm bil er værd at køre lidt længere for. Nå, jeg vil vove mig ud alligevel - bevæbnet med 2 frosne vandflasker kan det ikke gå helt galt...