R.E.M. i Horsens

Billedet her viser vist med al tydelighed, hvem min yndlingsrockstjerne er. Det er selvfølgelig Peter Buck, anti-solo-guitaristen fra R.E.M., og som man kan se her på billedet, har han åbenbart også et godt øje til mig. Det var en god koncert, selv om publikum af og til virkede lidt matte. Var det varmen? Det virkede, som om de kun kendte de nyeste radio-schlagere fra Around The Sun og så selvfølgelig de største hits. Derfor var begejstringen heller ikke stor, da Mike Mills f.eks. gav en sjælden og meget sød version af (Don't Go Back To) Rockville. Der var generelt mere fadølspicnic over koncerten i Horsens end i Forum - og jeg stod endda næsten helt fremme. Fair nok, jeg har 10 års jubilæum som R.E.M.-fan, og burde derfor bare glæde mig over andre, som var kommet til Horsens for at høre Leaving New York, Bad Day og Everybody Hurts. Afslutningen på koncerten var noget anderledes end de andre gange, jeg har oplevet dem. Ingen Country Feedback (dyb skuffelse for en Peter Buck-fanatiker) og heller ingen It's The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine). Der var også skuffelse i Banafsaji-lejren over det helt aflukkede område til tourbussen, som gjorde det SÆRDELES anstrengende at være autografjæger. Ganske vist opstod der spontant en mulighed for at indlede en forfølgelsesjagt på de tre stjernebesatte busser i de horsenianske gader, men ved det tredje lyskryds blev jeg helt hægtet af og måtte slukøret kapitulere og finde E45 nordpå. Godt det samme, næste stop på touren er vist Nijmegen i Holland, og jeg har jo endnu ikke fået fornyet mit pas :-)