24.8.05

Ledighed og stress

Den altid friskfyr-agtige og solbrune Peter Tanev var i dag gæst på SkyRadio. Jeg må hellere på forhånd undskylde, at SkyRadio har været dagens væsentligste nyhedskilde, men jeg var på vej hjem fra mit (løs)arbejde og slappede af til tidens i øvrigt ulidelige toner. Det fik mig for alvor helt frem i førersædet, da Peter Tanev udtalte sig om noget så aktuelt som arbejdsløshed. Han fik det til at lyde så dejligt og ukompliceret at være arbejdsløs! Pyt med selve opsigelsen... Den ville jo give én rig mulighed for at få "set nogle steder" (øh - hvilke dagpengeregler hører det mon under, hvis man samtidigt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet?). Det måtte være skønt, at man bare kunne "slappe helt af" og dermed være fri for hverdagens stress og jag. Peter Tanev arbejder jo selv konstant og er sikkert i døgndrift med tilfældige menneskers evindelige spørgsmål om frontsystemer, skypumper og den overhængende mulighed for monsunregn i Måløv. Fair nok, Peter T. Men har du nogensinde hørt om fænomenet ledighedsstress? Aktivitetsskemaer? For slet ikke at tale om standardbemærkningen "nå ja, og efter et år skal du jo så i aktivering", hvilket underligt nok altid kommer til at lyde som en form for fysisk afstraffelse. Svirp! Glæder mig allerede vildt til mit første møde med A-kassen i morgen.