12.4.05

Glemsomhed (2:2)

Halleluja! Allahu Akbar! En venlig sjæl har fundet mine glemte sager fra den fatale og yderst stressede bustur i lørdags. Hvor er det bare fantastisk. Jeg ringede til hittegodskontoret hos Århus Sporveje i dag, hvor en EKSTREMT imødekommende mand kunne bekræfte, at de havde modtaget min slatne H&M-pose med letttere smudsigt vasketøj. Det smudsige element kommenterede han heldigvis ikke nærmere, men på en spøjs måde fik han nævnt, at han havde passet godt på min pose siden i lørdags, når jeg nu ikke selv havde magtet opgaven. Det kan man da kalde en ægte anti-skrankepave. For at det ikke skal være løgn, tilbød han endda en ekstraordinær åbningstid, så jeg kunne nå at hente det tidligt, hvis det passede mig bedre! Han var så flink, at jeg ligefrem glæder mig til at tage ud på hittegodskontoret i morgen for at hente mine ejendele. Derudover betroede han mig, at buschaufførerne skam ofte fik indleveret mobiltelefoner, punge og andre værdigenstande. Jo, min pose har søreme været i trygge hænder. Århusianernes ærlighed vs. min sædvanlige mistillid: 1-0. Men der skal stadig sættes en snor på de vanter!