22.3.05

Aros

Ja, jeg ved godt, at jeg er lidt sent ude i forhold til at få besøgt Aros, men i dag tog jeg mod til mig og gik derhen for at melde mig ind i deres klub (inden mit studiekort udløber helt). Det var egentligt ikke meningen, at jeg ville se nogle udstillinger, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at udforske byens nye vartegn, da jeg nu var kommet afsted. Det var bestemt ikke skuffende. Nåede både i kælderen (Bill Viola) og op på tagterrassen (udsigt au naturel) og gik lidt rundt som en anden smugspiser på slankekur. Med sådan et årskort er jeg jo nødt til at 'gemme' oplevelserne til resten af året, så jeg spurtede gennem guldalderen og modernismen, fordi jeg kun tillod mig selv at nippe lidt til værkerne. Har et flip med guldaldermalerier, selv om det måske ikke lyder så hipt. I det mindste var guldalderetagen ikke så skræmmende som videokunsten i kælderen, hvor jeg faktisk fór vild. Ærligt talt var jeg lidt rystet over min ringe orienteringsevne i mørket. Indtil flere andre gæster har sikkert bemærket en lidt omtåget person med en kæmpe Eastpak-rygsæk ude af kontrol. Det var mig. Undskyld, næste gang bliver med en fører/ledsager. Jeg må jo tage en gæst med hver gang, hvilket jeg selvfølgelig har tænkt mig at udnytte. Helt artsy fartsy er jeg dog ikke blevet, for jeg skal til at se Bridget Jones 2 lige om lidt. Ingen panik.